HammerichEtLevnetsløb

sig ærinde med en bøsse, imens havde øjnene med sig

og også fik kik både på haren og andre stjålne sager.

Herefter satte vi os til vogns sent om kvæld, Johan

Bertelsen, jeg og et par mænd, væbnede med gode stokke

og et spyd. Tyven bode i en afdal, der hang sammen

med Yejledalen, i et ægte jysk slug; langlige, sorte

bakkeknuder strakte sig ned efter mod en å, hist og her

lå snedriver, og måneskin var det og stille luft mellem

frost og tø. Vi havde steget ned af vognen i nogen af

stand fra huset og nærmede os det lydløst, hundene

bjæffede, ellers hørtes intet. Da stod ved en drejning

af vejen tyven, Jens Bødker, med ét for os; han havde

været på skovhugst og var kændeligt overrasket, men

kunde ikke undvige os.

Han fattede sig på stedet og gik et par skridt

fræmad. „Hvor er dog de mange folk fra?“ spurgte

han. „S tarup !“ svarede Johan Bertelsen og tog ham til

siden. „Der er kommet en stor kedel og møj andet

bo rt hos vor præst, måske kunde du vide besked der

om?“ „Nej,“ svarede Jens, „I er hélt fejl, for kedelen

véd a mig fri, men der kunde være noget andet pilleri.

Johan, lår I mig it løbe et bitte korn i forvejen?“ Og

han sprang af sted, jeg i hælene på ham, efter et kort

ophold også lid t sindigere Johan Bertelsen, der råbte:

„rend efter ham, folk!“ Huset blev nu omringet, og jeg

med to andre skyndte os ind i stuen, hvor en kvælende

„ånge“, som Jyden siger, af tørv og våde, ophængte

klæder slog os i møde. Her var dog ingen Jens at se,

han var flygtet til et udhus, døren havde han smækket

i efter sig og tumlede med noget svært; men konen og

børnene sad omkring skorstenen.

„Å, Jens lille“, klynkede hun, „hvad har du gjort,

hvad ha r du gjort! Det menneske gør os ulykkelige.

Han havde brændevin, ellers skal han aldrig gøre nogen

ondt. Søde herr magister, bed dog godt for mig og

mine b ø rn !“ Børnene græd, en halvvoksen datter hylede