424 / 657
34
en grøft, lied det: „en skulde snart tro, te den præ st
havde studeret med til b erid er!“
Jeg kom meget omkring, egnen og alle de men
nesker, jeg stod i forhold til, lokkede mig jo ud. Navn
ligt blev Vejledalen med alle sine sidedale gennemrejst
på krys og tværs: de næsten højtidsfuldt ensomme hede
bakker med fåreflokke og vældige gule skrænter, neden
for hvilke åen skummer af sted mellem stene; skov
klædte dalfører, i hvis dybder et møllehjul gærne k lap rer;
fjordudsigterne, noget af det skønneste i Danmark, mens
yppigt voksende kristtorn vække minder om Syden. Jeg
sæ tter her et digt hen „mellem lyngbanker“ ; det ud
trykker den stemning, jeg kom i på hederne, mens min
svoger malede studier derude.
Se, himlen hvælves kold og mørk
hen om den brune hedes ørk,
hvor bankerygge kæmpelig
langs åens bredder højne sig!
F ra heden kommer vinden sval,
vildt bølgen danser i sin dal,
og mellem bankerne så spredt
til græsning hjorden ha r sig bredt.
O Herre, så din fødeshjord
er spredt mod syd og øst og nord,
rund t om i verdens vilde ørk
og under himlen, kold og mørk!
Så sparsom t vokser græsset her
og ulve lure fjærnt og nær,
og mangt et får, o Jesu mild!
dog vanker mellem lyngen vild.