419 / 657
29
kone gik med sit hår, som hun var vant til, og at ingen
mere forargede sig derover.
Når jeg talte om naturens skønhed, kunde de føle
sig stødte tilbage. På sædvanlig bondevis så de der
ude stude og heste, kvæg og får, korn og hø og brænde,
og ikke sto rt andet; „om skaberen og naturen,“ hed det,
„prædikede jo alle verdslige præster.“ Jeg kunde da
vise dem en grøft med røde valmuer, en krans af korn
blomster og spørge, om her ikke var mere end Salomon
i al hans pragt, og om Gud ikke var også skønhedens
Gud. E ller jeg slog den 104de salme op og forelæste
dem et stykke som:
du lader kilderne flyde ud i bække,
som sno sig mellem bjærgene,
kvæge alle markens dyr
og slukke skovæslernes tørst.
Yed dem bygge himlens fugle,
som kvidre inde mellem grenene.
Det bad jeg dem huske vel på, når de sad ved en bæk.
Og de følte sig slåede og tav. Mit standpunkt lige over
for pietismen stod fast nok, ti jeg havde tillevet og til
kæmpet mig det. Men jeg var varsom, hvor jeg måtte
gå dem imod, måske alt for varsom; jeg vilde ikke miste
det hold, jeg en gang havde på dem, og så længe muligt
udsætte den afgørende kamp mellem mit livssyn og deres.
Komme måtte den, det kunde jeg forudse, og den var
kommen, hvis jeg havde blevet i Starup. Derfor undgik
jeg også helst kildne spørgsmål, som om en omvendelse
efter døden; desuden havde jeg indprentet mig Bengels
advarsel mod „at sladre Gud af skole“. Alligevel kunde
vi tørne sammen dygtigt, og jeg for op. Det tog Jyderne
imidlertid, efterhånden som de lærte at kænde mig, med
megen rolighed; de vidste, at, som de sagde, „den hund
it bed dere få r“.