421 / 657
31
elskede Norden. Hvorledes en kristelig vækkelse næsten
vidunderligt kan lukke op for alle gode ævner i men
neskenaturen, havde vi selv oplevet og set stadfæstet af
historien og det daglige liv. At bringe det dertil, stod
for os som en præsts rette opgave.
Og nu gav de mig gode råd i mangt og meget og
styrkede min tro på fræmtiden. Den er ikke heller
bleven skuffet; varede det end en rum tid, inden pietismen
rund t i landet gav efter for et friere og sundere livssyn,
det skete dog, også hos de mennesker, mellem hvilke
det en tid var givet mig at virke. Men da var jeg ikke
længer hos dem.
Hin tid af mit liv er den, hvori jeg har smagt mest
til folkeyndest, ti, som Monrad træffende har sagt, „det
er os det samme, hvad al verden siger, når bare de
roser os, med hvem vi spiser til middag“. Skønt jeg
ikke som taler har det, der river tilhørerne med sig,
kunde jeg dog fylde min plads, og omstændighederne
var så ualmindeligt heldige på denne egn. Kredsen var
vist nok snæver, en afkrog af landet, men har Cæsar
ikke sagt: „heller den første i en lille by end den anden
i Kom?“ Og her var jeg den første, hvor lokkende for
en stolt n a tu r? Også jeg har erfaret de f r i s t e l s e r ,
den yndede præst er udsat for, de er åndige fristelser
og derfor dobbelt farlige.
Da gælder det om at tage alt vort eget fangent
under Kristi lydighed, at prædike for sig selv, stå på
vagt imod fristelsen af tilvante, gudelige talemåder, ikke
tro sig god, fordi man kan tale Herrens gode ord, og
ikke stor, fordi Ånden for menighedens skyld lægger
evigt store ord på vor tunge. Først og sidst kamp med
sig selv!
I eder selv påminde,
som tugte med Guds ord!