HammerichEtLevnetsløb

indberetninger fra landets præster, indmældte ban: „disse

to sogner er der in tet at skriffue om“.

Det er re t oplysende at lægge mærke til, hvor længe

lævningerne af frihed og kommunalt selvstyre dog kunde

holde ud. Endnu ved slutningen af det 17de hundredår

havde bonden sit sæde som tingmand og trådte i herreds

fogdens sted, såfræmt denne var part i sagen. „Luden“

(luren) kaldte dem sammen til grandestævne midt i

byerne, ved tingstenene; sådanne stene fandtes i min tid

endnu i S tarup, Nebel og Fredsted. Bønderne .vedtog

selv, hvorledes man skulde have det med „byeus hyrde“,

med kodriften og kohaven, de vrinske heste, med hegnene,

høsten og skovens fredning. De bøder, der sattes for

overtrædelse heraf, tilkom det „videfogden“ — også en

grandefoged omtales — at inddrive hos de efterladne;

endnu ha r man en sådan af mændene valgt videfoged i

Nebel. E t brevskab af 1739, underskrevet af lodsejerne,

påbyder „ikke a t forøde disse ommældte strafbøder til

drik eller nogen ufornødenhed“ ; de skulde enten deles

efter h artk o rn e t eller bruges til byens fælles tarv.

Af gamle navne fandtes ikke så få i brug, gamle

skikke tab te sig derimod mere og mere. Dog var ad

skillige af dem bevarede, der hang sammen med gifter

målet: friermanden til a t indlede det, og talgildet, hvor

medgiften aftaltes efter langsommelige uuderhandlinger:

„Så gir du,Niels, det lille øg og 20 spesier til!“ „Det

lille øg?Nej, Halvor,

det er for møj værd!“ „Har du

ham da

itkærere til din datter end som så?“ „Du

skal it sige, te a har ham it kær. Men o. s. v.“

Bydemandens ræmse lød som følger. „Jeg haver

en venlig hilsen til eder. Da det haver behaget det al

gode forsyn a t stifte ægteforening mellem velagte ung

karl N.

dydsirede pige N. N. førstkommende

løverdag, så er det vores venlige begæring til eder, om

I vilde behage a t indfinde eder bemældte dags formiddag

kl. 11 i vores gård, for derfra at gøre følgeskab til