425 / 657
35
Ak, dine hyrder slumre nu,
de stå ej kækt mod fjendens gru,
de glæmme det vildfarne får,
de heler ej det slagnes sår!
Men, Herre Jesu, hyrde god,
der købte hjorden med dit blod,
skærm selv den med din trofasthed
og vederkvæg den med din fred!
Indtil du ved din ånd og ord
os alle samler af din hjord,
på paradisets grønne vang,
ved livsens flod, til engles sang!
En yndlingsplet var studerekamret mig, der var
væld under gulvet og fuldt med mus, og alligevel kunde
jeg ikke undvære det. Det h i s t o r i s k e æmne, der
måtte ligge mig nærmest, var mine so g n e ; jeg samlede
derfor flittigt ind til en skildring af dem, egnen, folket,
sproget, som jeg dog aldrig blev færdig med. Jeg var
også lid t angst for at skrive noget, der kunde komme
til a t ligne „lægdsmandsgården i Ølsemagle“.
I mine sogne fandtes oldtidsminder, en række kæmpe
høje, ligesom en hel dødningemark på landryggen langs
med S tarup- og Almindeå. Dér var skanser, rimeligvis
fra Kristjan den fjærdes og femtes tid, minder om gamle
herregårde og en kongsgård, Nygård, og om tiden, da
en del af S tarup havde været rytterdistrikt, hvoraf lands
byen B rakker (barakker) bærer navn. Endelig også
sagn om Marsk Stig, Svenske og Polakker, ødegårde og
ulve, nisser og troldtøj.
Og arkiverne i Vejle, hvor jeg første gang kom i
lag med gamle håndskrifter, skaffede mig præstehistorier
3*