HammerichEtLevnetsløb

strak s!“ Så havde min biskop tilrådet mig med fader

ligt sind. Om jeg altid fulgte det gyldne råd og i det

hele in tet undlod af hvad der pålå mig som verdslig

æmbedsmand, står for mig rigtig nok som et stort

spørgsmål.

Kaldet var godt, når' alt først kom i orden, og jeg

savnede intet, jeg behøvede derfor heller ikke a t være

nøjeregnende med indtægterne. Hvad man ydede, tog

jeg imod, men krævede ikke nogen, når han ikke kunde

svare sin skyldighed, og mindede aldrig om efterstand

med offeret; det kunde bonden godt lige, degnene mindre

godt. P å samme vis har jeg siden i mit liv båret mig

ad og kunnet bære mig ad, det ligger nu en gang så i

min natur.

L a n d l i v e t har, som man véd, ikke lidet, der til

trækker mig. Min præstegård, Svanholm, efter sagnet

et gammelt munkebo, lå i en lavning mellem moser og

ikke kønt, haven var kun ringe, med sur jord og hele

skove af skræpper; dog så såre man kom over bakken,

havde man en tækkelig egn for sig. Gården var yderst

brøstfældig, jeg måtte da i lag med ombygningen af det

hele, der voldte bryderier nok, og alligevel blev jeg ikke

nær færdig dermed. Eget hus og jord satte jeg ikke

den pris på som andre, og jorderne blev bortforpagtede,

noget, som ju st ikke huede bønderne.

Men en hønsegård havde vi og et par damme lige

ved gården fulde af gæs, dem havde min kone og jeg

glæde af; dér kunde jeg stå og sætte mig ind i dyre

livet, som Andersen så mesterligt skildrer i sine æventyr.

Så mine heste! Jeg holder af at køre og ride rask,

m åtte også tage mod mangen sjoydig ytring derom af de

hestekære Jyder. Når jeg i skarpt trav for om ved dem

til vogns, kunde jeg høre en og anden sige: „å, han er

godt kørendes, men det er og retten strenge for de sølle

bæ ster“ ; satte jeg, for at skyde genvej, med hesten over