422 / 657
32
Således synger gamle Kingo. Hvor tit er jeg ikke
blevet mindet derom af kraftens og sandhedens Ånd, og
a tte r hvor tit har jeg ikke overhørt mindelsen?
F arer true også på et andet hold. Den, som leder
en bevægelse, kan så let gøre meget med, for ikke at
miste dem, han leder; ja han kan lige fræm lade sig
tram pe ned af mængden, hvis han vil tækkes den for
enhver pris. Det har vi alt for mange eksempler på
både i
kirkelivet og folkelivet, og jeg færdedes nok
mellem folket, bares nok op af det; faren derved kænder
jeg fuldt vel.
G jaldt det før om a t hengive sig selv i Herren, så
gælder det her a t hævde sig i Herren og være mand.
Blive en Jøde for Jøden og Græker for Grækeren, men
kun for at vinde dem for den, der er den levende, pe r
sonlige
sa n d h e d ; og de vindes ikke for K ristu s, når
man sm igrer det vrange hos dem og kaster sig selv, sin
tro og
overbevisning hen for dem. („Den fejge står
udenfor Guds rige mellem vantro og mordere“ (Joh. åb.
21, 8).
Alt det har jeg set klart, har jeg da også
handlet derefter? Den afgørende kraftprøve fandt ikke
sted og kunde ikke finde sted, før vi' havde sammenlevet
os endnu meget inderligere, end det kunde ske i de få
år, jeg var i S tarup.
En p ræ st har en mængde v e r d s l i g e gøremål, isæ r
den gang, da han endnu var sogneforstanderskabets selv
skrevne formand. Det bragte mig da i forbindelse med
et par dygtige landmænd uden for bondestanden, der i
åndsretning ellers stod mig fjærnere. Jeg tø r, mindre
p raktisk som jeg er, ikke tale om kærlighed til den side
af æmbedet, im idlertid tog jeg det som gavnlig øvelse
for mig og stræbte efter at gøre min pligt. „Opsæt ikke
en nødvendig gærning til i morgen, udfør den derimod