417 / 657
bøger, „dem måtte og dem skulde han endelig have“ ;
han drog omkring fra præst til præst og skaffede sig
også adskillige bøger, ju st ikke på den hæderligste måde.
Med sådanne folk kunde jeg ikke komme til rette og,
efter et par gange at have været hos mig, blev de borte.
De, jeg trådte i stadigt forhold til, hang gærne
sammen med den f y n s k e v æ k k e ls e fra Kærteminde-
egnen, der den gang var afgjort pietistisk med de sæd
vanlige særmærker. Om Grundtvig vidste man, han var
en kristelig præst, men ikke sønderligt andet mere end
a t han ikke var en ven af gudelige forsamlinger; Lind-
berg var bædre kændt. Man levede i friske minder om
kampens og forfølgelsens dage, da „de døjede ondt for
vor Herres skyld“ og den ene blev smidt i tyvehullet,
den anden dømtes i strenge bøder; ord kunde da falde
om mere end én præst: „ja, han er en fandens præst“.
De dage var på sine steder endnu ikke helt omme,
skønt regeringen blev mildere under Kristjan den ottende.
Det varer desuden altid en stund, inden den første
vækkelse får sig klaret til et fast og sindigt liv i ånden
med øje også for det i livet, der ikke hænger sammen
med kristendommen, så man kan tage og føle derpå.
Vore samtaler drejede sig om alt, der rører sig i
det kristne liv, de nådefyldte øjeblikke, fristelser, sjæle
kampe, synd mod Helligånden, en sag, der ængstede
mange og derfor måtte drøftes med omhyggelighed.
Ikke sjælden hørte jeg påstå, at den sikreste vej var den,
som gik lige imod naturen. Det er en af disse halve
sandheder, som gå og gælde i pietistiske kredse, og kun
vilde være en hel sandhed, hvis der ikke længer var
mindste gnist af godt i vor natur. Men endnu er en
lævning tilbage af Guds billede, ellers kunde vi ikke
blive frelste, og den skal lutres under Åndens tugt, ikke
skyes; skyes og undsiges skal kun det i vor natur
des værre alt for meget —, som er af det onde. Det
indrømmede man mig også i hovedsagen.