HammerichEtLevnetsløb

Birkedal, der havde været vidne hertil, sagde siden i

København til hende på sin ejendommelige vis: „ja den

gang var De noget, og hvad er De nu ? “ E t sådant liv

havde hverken jeg eller min kone drøm t om før, og vi

kan nu ikke tænke tilbage på det uden glæde og tak

til Gud.

Tilstrømningen var stæ rkest om helligdagene. Jeg

mindes en julemorgen, som jeg vilde åbne hjemme i

mine stuer med en ottesang. Stormen hvinede, og

regnen styrtede ned, så vi ikke væntede mange fremmede

den morgen, men vi havde skuffet os. Alt klokken 4

ind traf de første nede fra Sønderjylland; de rystede

regnen og sneen af sig, krøb ud af de kåber og tø r

klæder, hvori de var hyllede fra øverst til nederst, og

tog plads inde. Snart rullede vogn ind i gården efter

vogn fra mine sogne og omegnen; adskillige af de lang

vej sfolk bragte harer, vildt og andre gaver med. De

modtoges med kaffe og julekage, hele huset var oplyst,

og jeg holdt morgentjænesten i vor sal. Det blev en vel

signet fest.

En påskedag havde endnu flere sam let sig, og jeg

glæmmer ikke det syn, der mødte mig, da jeg kom fra

kirke. Det var blevet tidlig vår; lærkerne sang omkaps,

engene vare grønne, stikkelsbærbuskene stod i udspring,

og allerede så man et par bede i vor have praDge med

påskeliljer, et m ildt solskin lå over det hele. Og dér i

haven og rund t omkring i gårdens enge så jeg nu kirke

folkene lejrede i det frie i klynger, spisende, samtalende

og syngende, vore stuer var for længe siden fulde med

dem. Hvor levende kom jeg ikke til a t tænke på

mængden, som Jesus bød sætte sig ned, „ti der var dér

meget græs“. Påskesalmen lød:

i døden Jesus blunded,

i graven lagdes ned,

har nu dog overvundet

al dødens bitterhed!