HammerichEtLevnetsløb

„Ju st nu for tiden ,“ skrev jeg, „forekommer hævdelsen

af denne myndighed mig at være af dobbelt vigtighed

for en kristen præst. I gamle dage havde man hos os

omrejsende præster, de findes endnu den dag i dag i

andre kristne lande, og de kan virke til velsignelse i

tider som de nuværende, da en stæ rk åndelig trang gør

sig gældende. Dem har vi im idlertid ikke mere. Og

skulde vore dages præ ster nu tilmed opgive retten til

ordets frie forkyndelse, som er meddelt dem ved ind

vielsen til æm bedet, vilde den kristelige vækkelse i

landet, hvor den forefinder en præst, med hvem den ikke

deler trosliv, være henvist alene til lægprædikanter og

således i en tilstand , vi på ingen måde kan kalde

ønskelig.“ Jeg holdt næmlig den gang og holder endnu

på præsteæmbedet som en indstiftelse af Herren selv.

Men min gode, rare biskop Tage Müller var ængstelig

for ufred i kirken og gjorde derfor ikke videre ved den

sag, skønt både Find — Niels Thomsen mente, „for at

det skulde skære des bædre,“ — og jeg ønskede den

b rag t for kanselliet.

De udensogns folk, der opsøgte mig, kom fra meget

forskellige hold. Nogle var hernhutisksindede og førte

ideligt „lammets blod og vunder“ i munden; en af dem

sagde en gang til mig: „når han af hele sit hjærte

skulde bede til frelseren, måtte han kalde ham „mit

lille bitte lam i him len“. Andre gik mørkt og tung

sindigt hen, talte de, var det kun som suk over „denne

jamm erdal“.

A tter andre var lovmennesker og hørte til „de

stæ rke jy d e r“, mellem dem var den væver, der i sin tid

m åtte vandre i tug thu set, fordi han kastede vrag på

Balles lærebog som en ugudelig bog og vilde have

børnene oplærte efter Pontoppidans forklaring.

Også

rene sværmere og fantaster fik jeg a t gøre med og m åtte

høre nok om de syner, de vilde have haft. En skrædder

drømte, fortalte han, hver n a t om postiller og gudelige