HammerichEtLevnetsløb

I sådanne omgivelser passede Grundtvigs dejlige digt,

„påskeliljen“, og det blev heller ikke glæmt.

De, vi allerførst kom i lag med, var H j a r u p p e r n e

sønden for Kolding. Liv var der i dem og frejdighed,

de unge piger sang kønt, og et par så troskyldige og

trofaste brune øjne som Niels Thomsens har jeg sjælden

set; når han sagde: „nå, piger, syng os nu noget“, var

han re t i sit æs. Hvor ondt havde han så ikke ved at

bryde op fra os! Hans kone, der var ældre og en

dygtig kvinde, trak ham hvert øjeblik i kjolen: „men du

ra jer (råder) dig selv, Niels, det forstår sig!“ Og han

rådede sig selv, i alt fald i det stykke; tit bød han først

farvel sent på kvæld, og de måtte køre de 3 mil hjem

i bælgmørke.

Med pastor Find, præsten der nede, var de slet ikke

til freds, lige så lidt som han med dem, navnligt var

han fjende af forsamlingslivet. Så kom Niels Thomsen

en dag og spurgte, om jeg ikke kunde have lyst til at

blive deres præst, „jeg kunde jo godt b y t t e k a ld med

Find, folk snakkede alt derom,“ sagde han. Jeg gjorde

mange indvendinger, en præst, holdt jeg på, skulde blive

dér, hvor vor Herre havde •sat ham ; men Niels Thomsen

var ihærdig, og det rørte mig, kunde det ikke være et

vink fra Gud? Éndelig fik han min indvilgelse i at

høre sig nøjere for hos Find, og derom tilskrev han mig

følgende brev.

„Guds fred, som overgår al forstand, hvile over

Dem og Deres kære hustru! Amen. Jeg skulde da til

a t fortælle Dem, hvorledes det er gået mig med pastor

Find i anledning af at bytte kald. Jeg gik op til ham,

og samtalen derom blev således. „Jeg haver noget, som

jeg nok vilde tale lidt åbenhjærtigt med Dem om,“ sagde

jeg. „Hvad godt da?“ spurgte han straks. „Mit gode,

jeg haver at tale med Dem om, er i henseende til et

rygte, som haver udbredt sig og vist nok ikke er Dem

ubekændt, om at De måske vil bytte kald med magister