410 / 657
20
Men udkastet til et nyt ritual fik heller ikke videre
følger, og deri var ikke Grundtvigs „frisprog“ alene skyld.
Det varede naturligvis ikke længe, inden f o r -
s a m l i n g s f o l k e n e her ovre fik spurgt om den nye
p ræ st i S tarup. Så kom én vogn fuld af dem fra Vonsild
og H jarup og så en anden fra Grejs til kirke hos mig,
og de kom atter, fordi de hørte en forkyndelse af ordet,
de kunde være til freds med.
En dag, da tjænesten var end t, og jeg gik hjem
over engene til min præstegård, trå d te en meget livfuld,
høj, bondeklædt Fynbo mig i møde, som sædvanligt
hyllet ind i tørklæder om halsen, så man kun halvvejs
så ansigtet; han trykkede min hånd. „Og nu skal De
have så mange ta k ,“ sagde han med et smil. „Ja, jeg
h a r hø rt om Dem i Kolding hos denne verdens børn, og
det, jeg hørte, var slet ikke godt. Men så tænkte jeg
ved mig selv: der må dog vist være noget ved den mand,
siden de er så farligt vrede på ham! Og for nu a t sige
Dem, det ikke var løgn, jeg tænkte, derfor ser De mig
h e r!“ Det var den meget om talte lægprædikant Peder
Larsen S k r æ p p e n b o r g , den gang sad han, trods al
sin naturlige munterhed, dybt inde i pietismen.
E fterhånden blev S tarup et sam lingssted for de op
vakte på Østerlandet fra Horsens og ned til Kristjansfelt,
ja selv fra det vestlige Fyn; sådan dyrtid var her endnu
på en evangelsk prædiken. Dér var gårdfolk, småmænd,
tjænestefolk imellem hinanden, ti skønt gårdmanden på
landet ellers gærne er stiv aristokrat, havde den fælles
tro dog nedb rud t skillevæggen. Deres hovedledere var
N i e l s T h o m s e n , en velhavende bonde fra Hjarup, og
den senere folketingsmand J e n s J ø r g e n s e n fra Grejs.
De var først i min kirke, hvor adskillige af sognets folk
ikke med de mildeste blikke så på disse „udensogns“,