HammerichEtLevnetsløb

menneske, og en usigelig mildhed kom over hans barske,

furede åsyn. Luthers lille og store katekisme var hans

yndlingsbøger.

Alligevel udeblev fristeren ikke helt; han havde

vænnet sig til at ligge om natten med flasken under sin

seng, deraf tog han en slurk af og til. En nat, så for

ta lte han, sov han uroligt og greb halft i søvne efter

flasken, i det samme vågnede han med ét, og fristelsen

vågnede med. Han tog flasken og så på den. „En lille -

dråbe, a er svært tørstig, og det skader da it! Skulde

det være så blodig en synd? Å hvad? E r brændevinen

it også en gave af vor H erre?“ Længe lå han med..

flasken i favn., „Nej, a vil it være nogen nar, forsvoret

ha r a jo ittige a t smage brændevin, og min mave trænger

d ertil!“ E t lille ophold og så det r å b : „men satan,

s a ta n !“ Han b rast i voldsom gråd: „jeg forsager djæ

velen og alle hans gærninger og alt hans væsen!“

Flasken blev kylet langt bort, og han sov roligt ind .

med en salme.

Kun én ting kuede ham endnn, hans familjes skæbne;

kone og børn var glade nok over, a t han var bleven et

andet menneske, men den vej, han nu gik på, huede ikke

dem. „A må dog bære den byrde,“ sagde han, „som

min hemmelighed, med kristelig tålmod, da a selv anser

mig for skyld deri. Der er it andet råd fo r!“

Min kone og jeg havde megen glæde af hans om

gang. Der sad hoved på ham, det gør der gærne på en

landsbysmed, og han kændte hver mand i sognet på en

prikog kunde meddele mig ikke lidt, jeg ikke før vidste.

Hans muntre lune kom nu med fræm ,'isæ r gik det ud

over kvinderne. „Hvis han fik noget a t sige, skulde

man

skære et stykke af

de lange, skarpe tu ng er.“

„Kvindfolk og glas, dem får en fare varligt med!“ Han

ejede den ældste danske udgave af Rejnike Foss m ed '

træ snit, en bog, der havde moret ham meget, den for

ærede han mig. I en sådan stemning fortalte han også