HammerichEtLevnetsløb

om de lystige indfald, der havde gjort hans nærværelse

ved gilderne til næsten en nødvendighed; „ja, klø du

kuns på, Johan“, hed det.

Havde en drukket over tørsten, straks var han på

færde. Så strøde han dem frøer, hakkelse, peberkorn i

maden; så lovede han en i den tilstand at bringe ham

til sengs til konen, og ledte ham derefter ind i svine

stien. Svinet gryntede, „hvad er ’et, hun siger?“ spurgte

den fulde, som var tunghør. „Å,“ sagde han, „hun siger

ito (et udråb), te I skal tage jere klæder af!“ „Og er

’et it sært, herr magister,“ kunde han føje til, „der er

slet ittige nogen anger over mig, når a tænker på de

ungdomsdårligheder. Hvoraf kan det komme, er det let

sindighed?“

E t par år levede vi således sammen, da begyndte

han a t blive sygelig. Den sidste juleaften, han sad hos

os, var han usigeligt glad; der var en del flere med til

stede, og min kone spillede Brorsons salme: hvor er det

godt at lande. Alle sang, tårerne trillede ham ned ad

kinden: „ja, hvem der først var landet der oppe! Lille

frue, bed en god bøn for mig, at det må være min sidste

ju l h e r!“ Han kunde også nogle gamle kønne vers, som

han havde stor trøst af, dem bad jeg ham skrive op for

mig, og han gjorde det; her er de.

Så lad kun glasset løbe

og tiden rende bort,

som var den kørt med svøbe,

det gør mig pinen kort!

Sagtmodig vil jeg tåle

alt hvad mig går imod,

hvad verden vil imåle

af beskt for kød og blod;

at troen ikke falder,

om den forfølger mig

med had og svig og skvalder,

med løgn så lumskelig.