HammerichEtLevnetsløb

Guld lutres, når det gløder,

ved kors en kristen sjæl,

derfor når modgang møder,

får først min ånd det vel.

Og snart det går til ende,

snart løber glasset af,

snart svinder min elende,

snart åbner sig min grav.

En håndfuld muld skal lukke

min tårekilde til,

når Herren mine sukke

af nåde høre vil.

Men hisset skal med palmer

jeg for Guds trone stå,

hvor glad skal jeg med salmer

blandt Assafs troppe gå!

Ti da er sorgen svunden,

bortsmeltet er min nød,

for korset kronen funden,

jeg vandt ved Jesu død!

Smedens bøn blev hørt. Sygdommen tog til, så

kunde han ikke forlade sengen mere, men lå dér frejdig

og gudhengiven, „jeg er re d d e t“, sagde han, „som en

brand af ilden“ ; syndsforladelsen havde han tilegnet sig

helt og fuldt og ængstedes ikke af nogen tvivl. „Min

sjæl, lov Herren, og alt hvad i mig er hans hellige navn“,

det var hans daglige lovsang. Den 'tak, han bragte mig

med et næsten forklaret blik, da vi sås sidste gang, er

af de ting, som aldrig kan glæmmes. Des værre var jeg

fraværende i en æmbedsgærning, da han døde, kun min

kone sad ved sengen og hørte hans sidste suk. Hans

liv som omvendt og hans død havde været et vidnesbyrd

langt vægtigere end alle mine ord, med fuldt hjærte

kunde jeg derfor skildre det ved jordefærden og bringe