414 / 657
24
Hammericli.“ „Ja, hvad da,“ svarede han, „det er ja
noget forfærdeligt! Man kunde tro, det var kommet ud
fra dem, som ønskede det gærne.“ „ Ja ,“ svarede jeg,
„måske De tænker, at det er kommet fra mig, for jeg
kan i grunden ikke nægte, a t jeg nok ønskede at have
Hammerich til min præ st.“ „Ja, det kunde jeg nok
tænke, for de to drives af samme ånd!“ „Ja,“ sagde
jeg, „men det være dog langt fra, a t det rygte er kommet
ud fra mig, eller at det er oprundet i magisterens hjærte.
Men jeg haver sagt ham, at det kunde være tænkeligt,
ja det kunde nok være troligt, a t Find vilde bytte med
ham, omendskønt jeg haver aldrig ta lt med pastor F ind
derom .“ „Hvor kunde De dog sige d e tte ? “ svarede han
mig kort. „Jo, det kunde jeg nok,“ svarede jeg, „herr
pastor, for De haver en gang sagt mig, a t De hverken
vilde være her eller kunde være her. Og så tænkte jeg
og svarede herpå efter Deres egne ord, a t det nok kunde
være troligt, a t De vilde by tte.“ „ Ja ,“ sagde han, „skulde
jeg bytte, så skulde jeg have årligt 500 rdlr. i bytte, for
så meget er m it kald hædre. For jeg vil ikke have en
skillings tab derved.“ Hvorpå jeg straks kunde høre, at
det ikke var sandt, a t han aldrig havde tænkt derpå;
for det kunde han ikke bedømme så hastigt. Jeg svarede
på hans sidste, næmlig på hans ta b : „det trode jeg om
samme, a t magisteren slet ikke forlanger, når der kunde
gøres rede for, det var så meget hædre.“ „Men,“ svarede
jeg, „magisteren vil ikke heller give én skilling i bytte,
fordi han så det kald, som han havde, som et kald af
Herren, hvilket han ikke vilde veksle bort for penge.“
Så svarede han mig, at han nøjere vilde overlægge dette,
og tillige vilde han i alt fald først tale med biskoppen.
Derom véd jeg så ikke mere. Nu tak for sidst, jeg
haver meget travlt og står lige og skal til Kolding. Lev
nu vel i Herren og vær hilset mange gange fra mig og
m it hus og alle troende i Hjarup!
Deres forbundne ven og brodér
Niels Thomsen, i stor h a st.“