HammerichEtLevnetsløb

der fyldte dem stolene. „Hvi kunde de it blive hjemme

hos dere egne præster? Men vi skal vel have mere

vinter, siden vildgæssene flyver ad den vej!“ Om efter

middagen fulgte gæsterne så med til bibellæsning, som

jeg gærne holdt i Starup skole.

Deres køretøjer fik plads i præstegården, den nær

meste gård ved kirken, og det følger da af sig selv, at

vi ikke lukkede vor stue for dem. Samtalen kom i gang,

eller min hu stru satte sig til pianoet og spillede salmer

især af Brorsons, der den gang var i alle de opvaktes

munde. Adskillige af dem, bondepiger og bondekoner,

havde selv sat friske og gribende toner til hans svane

sange :

når mit øje,

træt af møje,

mørkt og vådt af tåreregn;

e lle r:

hvor er det godt at lande

i himlens søde havn !

Dem lærte da Julie, og hvor sjæleglade blev de ikke,

når hun, der udsatte så kønt, spillede dem, og de alle

kunde synge dertil i kor.

Hun kunde tale med dem, hun kunde spille for dem,

hun var så „farlig gemen“ , nej en sådan præstekone

havde de dog aldrig kændt magen t i l ! „Hun er jo

ganske som en af vore egne,“ det var den højeste ros,

de kunde give nogen. En gammel bonde, tidligere for

pagter hos min onkel Salling, sagde: „jeg er snart ræd

for, jeg gør mere af præstekonen end af præsten,“ og han

kunde have ret i at sige det.

De var nu hos os som hjemme, og hvad huset for

måede blev naturligvis sat fræm, om det end somme

tider faldt min kone lidt svært, når gæsterne blev mange.

Så hjalp de selv til, og ud i køkkenet, for at hente

hende ind; „hun skulde dog it være der’ M arta“.