![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0411.jpg)
21
der fyldte dem stolene. „Hvi kunde de it blive hjemme
hos dere egne præster? Men vi skal vel have mere
vinter, siden vildgæssene flyver ad den vej!“ Om efter
middagen fulgte gæsterne så med til bibellæsning, som
jeg gærne holdt i Starup skole.
Deres køretøjer fik plads i præstegården, den nær
meste gård ved kirken, og det følger da af sig selv, at
vi ikke lukkede vor stue for dem. Samtalen kom i gang,
eller min hu stru satte sig til pianoet og spillede salmer
især af Brorsons, der den gang var i alle de opvaktes
munde. Adskillige af dem, bondepiger og bondekoner,
havde selv sat friske og gribende toner til hans svane
sange :
når mit øje,
træt af møje,
mørkt og vådt af tåreregn;
e lle r:
hvor er det godt at lande
i himlens søde havn !
Dem lærte da Julie, og hvor sjæleglade blev de ikke,
når hun, der udsatte så kønt, spillede dem, og de alle
kunde synge dertil i kor.
Hun kunde tale med dem, hun kunde spille for dem,
hun var så „farlig gemen“ , nej en sådan præstekone
havde de dog aldrig kændt magen t i l ! „Hun er jo
ganske som en af vore egne,“ det var den højeste ros,
de kunde give nogen. En gammel bonde, tidligere for
pagter hos min onkel Salling, sagde: „jeg er snart ræd
for, jeg gør mere af præstekonen end af præsten,“ og han
kunde have ret i at sige det.
De var nu hos os som hjemme, og hvad huset for
måede blev naturligvis sat fræm, om det end somme
tider faldt min kone lidt svært, når gæsterne blev mange.
Så hjalp de selv til, og ud i køkkenet, for at hente
hende ind; „hun skulde dog it være der’ M arta“.