HammerichEtLevnetsløb

Noget efter rejste han på manges vegne til biskop

T a g e M ü lle r i Ribe, en ungdomsven af fader og en

selv med sine små særheder såre elskelig mand, hvem

jeg skylder meget. Müller havde intet mod bytningen,

ytrede endog, den kunde have sine gode sider, men det

blev alligevel ikke til noget med den, vist nok især fordi

jeg var så tilbageholdende. Johan Bertelsen, Jens Hen

riksen, smeden, alle mine venner i Starup glædede sig

ved det udfald af sagen, de havde en tid ikke været

uden frygt.

Smeden var for alvor vred på Hjarupperne og sagde

dem: „de kændte nok ikke til det bud: du skal ikke

begære din næstes hustru I“ Mig sendte han et ikke

ueffent allegorisk brev om ekserserskolerne i Nestved og

Slagelse, der vilde bytte skoleforstandere: „og skulde

man så ikke gøre dem i Nestved opmærksomme på sagen,

da mig synes, de ikke selv ænse, at det kunde være til

deres tab, om byttet skete. Så vidt jeg véd, kan deres

modstand forhindre omskiftningen.“

En dag tog vi over til Niels Thomsen, og de bad

mig, da endel mennesker havde samlet sig, at sige dem

nogle ord til o p b y g g e ls e . Hvorfor skulde jeg ikke

det? I åndelig forstand var det jo mig, der var deres

præst, for en høfligheds skyld sendte jeg imidlertid pastor

Find først underretning herom. Ikke des mindre blev

han meget vred og klagede til biskoppen, som derpå

tilskrev mig.

Sagen var mig i grunden ikke uvelkommen, ti den

vedrørte et hovedspørgsmål af stor rækkevidde, præstens

re t til „i tide og utide, hemmeligt og åbenbart at for

kynde evangeliet.“ Til disse skriftens ord, der lyde for

manende ved enhver præstevielse-, holdt jeg mig i mit

svar til biskoppen, derpå grundede jeg min ret og pligt

til at gøre, hvad jeg havde gjort, og krævede sagen ind

sendt til kanselliet.