HammerichEtLevnetsløb

Med andre t v i s t e æ m n e r gik det derimod ikke så

le t: med det mindre klare syn, de havde for sakra

menterne, de overdrevne krav, der stilledes til renhed i

kirken, hvorved nogle gik så vidt, at de kunde kalde

altre t „en sand svinesti“ ; med den vægt, der lagdes på

gudelige forsamlinger og afhold fra dans og spil og fra

omgang med „denne verdens hø rn“. Helt fri for for

samlingernes arvesynd, åndeligt hovmod, tør jeg ikke

kalde dem. Hvad det vil sige, at Herren sad til bords

ved brylluppet i Kana, vilde ikke re t gå op for dem, og

det, de krævede af en sand Kristen, var af og til noget

sært. E t eksempel herpå!

Min hustru har altid gået med lange lokker, hendes

hår krøllede af sig selv; det forargede adskillige af

kvinderne sig over, man mente, det stred mod Paulus’

ord om kvindens hoved, der skal være tildækket i kirken.

E t par af dem indfandt sig hos hende, kændeligt for

legne satte de sig ned, og efter nogle varsom t indledende

ord, tog den mest fræm talende mod til sig: „de havde

en ting at sige fruen, men hun måtte endelig ikke blive

vred.“ „Hvorfor de da trode, hun vilde blive vred på

dem, spurgte hun, havde hun ikke altid modtaget dem

med venlighed?“ „Jo, det skulde ingen sige andet, men

det, de havde på hjærte i dag var sådan noget, som

måske ikke re t skikkede sig for bønderfolk.“ Den

talende sad imens og glattede med hånden på sit tø r

klæde og kunde ikke hitte de rigtige folder a t lægge

det i. Endelig brød hun over tvæ rt: „ja det var da om

det bare hår, fruen gik med, for der var nok dem, som

mente, det stred mod skriften, og at en kristelig kvinde

i det mindste i kirken m åtte gå med kappe p å .“ Min

hu stru smilede, „var det dog ikke bædst,“ sagde hun,

„de talte også med hendes mand derom, han havde altid

sagt, hun skulde helst gå med det hår, vor Herre havde

givet hende.“ Nu blev jeg hentet, jeg slog stedet hos

Paulus op og udlagde dem det, og enden blev, a t min