HammerichEtLevnetsløb

Gærne vilcle jeg åbne deres øjne for historien, vore

sagn og viser, tænkte og på foredrag herom ; dog blev

det ved tanken alene, at sætte den i værk, forekom mig

endnu for tidligt. Der var så meget, som næ rm est ved

rø rte det egenligt kristelige, hvorom vi først m åtte

komme på det rene.

Til megen opmuntring blev b e s ø g mig af præster,

med hvem jeg var åndsenig, „den ebræiske Muller“ og

B irkedal, der endnu sad som en ensom fugl m idt på

heden. Begge bragte de frisk liv og munterhed med,

Birkedals munterhed kunde endog gå meget vidt. Ved

det nordiske kirkemøde i K ristjania havde en del men

nesker, mest P ietister, samlet sig i et værtshus og væntede

på ham ; de vilde så gærne tale med den mand, hvis

prædikener var dem til stor opbyggelse. Han havde fået

det a t vide på en ridetur, vejret var slet og han tilsølet

af ridtet, dog frejdigt red han fræm, holdt uden for

værtshusvinduerne, hvor der var fuldt med folk, tog

h atten af og sagd e : „ja, her ser De mig, mine herrer

og dam er; det ko ster 4 skilling!“

Man tænke sig,

hvilket sæt det må have givet i P ietister, men ju s t der

for gjorde han det.

Det er noget andet, når man får besøg på landet

end i staden. Så giver vennen sig stunder et par dage

eller længer, man er sammen fra morgen til aften og

kommer hinanden meget nærmere end under almindelige

omstændigheder. Fu ld t op var der a t tale om, mens

man ellers endnu i hin tid hørte præ ster h ist og her

underholde hinanden med klager over, hvor offeret dog

tog af især i den magre trin itatistid , over de synkende

kornpriser og provstens mange udsæ ttelser på præste

gården. Navnligt gennemtalte vi en præsts stilling over

for de vakte Kristne. Yi vare enige om, a t Kristus skal

forkyndes som genløseren for hele mennesket, også for

de sider, der ikke lige fræm hænge sammen med kristen

dommen; vi havde læ rt a t skatte det folkelige, og vi