HammerichEtLevnetsløb

ham et: „farvel, broder!“ Den gravtale, især at jeg

kaldte en sådan synder for broder, voldte imidlertid for

argelse hos somme selvretfærdige i sognet. „Nej,“ hed

det, „det kom it vor præst godt i land med! Det gik

dog hædre, da han talte over Fattiglars, ham, som gik

hen og hængte sig!“

De mennesker, jeg her nærmere har omtalt, var,

Gud ske lov, ikke de eneste i Starup, hos hvem åndeligt

liv rørte sig, den gamle forjættelse står ved magt om

ordet, som ikke skal vende tomt tilbage. Jeg hørte nu

heller ikke til dem, der tog det at gå i forsamling som

usvigeligt tegn på en ægte Kristen. Også i det stille,

omkring i husene så jeg træk af fromhed og glædede

mig, og mere end én dødsseng har været mig til sand

opbyggelse. Dér har jeg modtaget skriftemål om hemme

lige synder, og dér har jeg sét, hvor godt det er at gå

herfra, når, som en bonde sagde til mig, „vi bare er

visse på, at vor Herre er både kavtionist og selvskyldner

for os“.

Samme år jeg tiltrådte mit æmbede, kom Mynsters

udkast til et nyt r i t u a l , som blev omsendt til præsterne,

så de kunde udtale sig om det. Forskellen mellem den

klare Mynster, pligtens og ordenens mand, men med

mindre dybt syn for sakramenterne og historien, og

Grundtvig, seeren med de store syner og frihedens mand,

blev ved den lejlighed vitterlig for alle. Der var især

ét punkt, ændringerne ved dåbshandlingen, som både

smertede mig og gjorde mig urolig på den danske kirkes

vegne; i min udtalelse frarådede jeg dem også ind

stændigt. Og jeg lod det ikke stå hen dermed, ung og

kamplysten som jeg var, sendte jeg en rundskrivelse til

de præ ster i Ribe stift, der tænkte som jeg, og foreslog

dem en skarp offenlig fællesudtalelse mod udkastet. Jeg

mindes nu ikke længer de nøjere omstændigheder, hvor

for en sådan ikke blev fræmskaffet, Birkedal, véd jeg,

var imod den, og mit påtænkte skridt fik ingen følger.