HammerichEtLevnetsløb

ved den ondes hjælp puste liv i hende igen, eller hvad

det var for anden galskab, han tænkte på. Til den ende

skulde de ved midnat ind i kirken, og der turde Brakker-

smed ikke følges med, inden den anden lovede at te sig

som et menneske: „for du bander altid så gruseligt,

Joh an !“

En gang vilde han formeligt forskrive sig til satan

med sit blod, imod løfte om langt liv i al verdens lyst

og glæde. Han havde læst om, hvordan man derved

skulde bære sig ad, og satte det i værk, „det var da

vel it så umuligt det at gøre efter“. En bælgmørk nat

stod han alene ude i skoven langt fra mennesker og

råbte, tre gange på den onde; han væntede og væntede,

„men der kom kun sådant noget pusleri, ingen ting

videre“. Så blev han „helt tovelæ“, løb bort hjemmefra,

drev om i 3 dage som et vildt menneske og vilde gjort

ende på sit liv; „men vor Herre var mig god, så blev

’et it til noget.“

Ved en lignende lejlighed vilde han dræbe sit eget

barn. „A stod og bryned kniven på min slibesten, da

to svære karle kom til og fik den vristet fra mig, alt

det a sparked og tumled med dem, hjalp it. Hvad

satan i hede helvede vil I mig? råbte a. Har da ittige

den, som har sat ungen ind i verden, lov til igen at

sætte ham ud af verden? Dér får en det jo evigt godt!

Jo det er den rette relighed, det! Med det samme

dumped a om og lå så lang a var på jorden: men Jøsses,

Jøsses dog, sagde a, hvor var ’et te a var henne? Ja,

du var it for regerlig, Johan, sagde de, og slæbte af

sted med mig til min seng, og en pøs koldt vand over

hovedet. Se sådan har det været fat med mig, herr

m agister!“

Hvad jeg sagde ham, kan jeg ikke gentage, men

det var evangeliets trøst, jeg bragte en angergiven synder,

og han græd som et barn og trode; her havde vor

Herre selv været med. F ra det øjeblik var han et nyt