HammerichEtLevnetsløb

frelseren. Måske løb en smule forfængelighed med deri,

at være ligesom hjemme hos præstens, var for dem jo

noget stort. På den anden side måtte de imidlertid

også høre en del derfor, den ene piges fader, ellers en

småmand, stod sin datter hårdt imod, „hun skulde da

it bli’ hølle!“ Men hendes lille sjæl var lige så fast,

som den var blød og elskelig.

Det var nogle af de første frugter af min virksom

hed, jeg fik a t se, derfor er mindet om dem mig dobbelt

kært. Siden, da de små voksede til, har de begge været

i vor tjæneste, den ene fulgte med til København og

blev hos os et års tid; og ingen af dem glæmte den tid,

„de gik til præst sammen og hørte de mange gode ord“.

Den ene blev gift med en brav skolelærer, den anden

også godt gift med en bonde, og brev fik vi nu og da i

længere t i d ; nu er en af dem gået bort.

E t træk til må jeg meddele om hende, som endnu

lever. E t par år efter at jeg havde forladt Starup, kom

et brev til min hustru fra hende med penge. „Hun

havde,“ skrev hun, „båret på noget i år og dag og

kunde ikke længer tie med det.“ Da hun ved min af

rejse hjalp med at pakke tøjet sammen, havde et hånd

klæde, min kone jævnligt brugte, stukket hende i øjnene,

så hun fik sådan lyst til at eje det som minde om os;

hun modstod heller ikke lysten. Tit havde hun siden

taget det fræm og set på det, men, fuld af angst, puttede

hun det gærne straks ned igen i sin kiste: „du har

været den utro tjænerinde,“ sagde det inden i hende.

„Turde jeg dog beholde det,“ sagde hun til sig selv, „så

vilde jeg så gærne! Bare lidt endnu, bare en måned, en

uge!“ Og hun bad til Grud derom. Samvittigheden lod

hende im idlertid ingen fred, det brændte på den, synd

var og synd blev det alligevel, og hun vidste snart ikke,

hvor hun skulde gøre ad sig. Da sendte hun min kone

brevet med to rigsdaler i som godtgørelse, og en inderlig

bøn til vor Herre og os om forladelse „for den store synd ‘.