HammerichEtLevnetsløb

Mine S taruppere og Neblinger, om trent halvtsytten-

hundrede mennesker, havde nu i et p ar menneskealdere

selv ejet sin jord, var fri mænd og stod sig i regelen

godt. De var Jyder af det almindelige slags, i det hele

godhjærtede, bjærgsomme, flittige på sin rolige vis, men

det skrider dog altid ; og en vilje har de, som kan sætte

noget igennem. Sjælden y trer man sin mening lige fræm,

talen går så at sige på skrå og kan være fuld af det

stille, tø rre lune. I deres na tu r ligger en del mere af

loven end i Sællændernes, og de holde stæ rk t på det

nedarvede, måske også kirken derfor søges så jævnligt i

Jylland ; men selvretfærdigheden er stor hos mange. Til

åndeligt røre var der endnu in tet tegn hos mine sognefolk.

Alligevel mærkede jeg snart til min glæde, a t her

dog både var jord, man kunde så i, og ly for de spæde

spirer, når de voksede fræm. I hovedsognet bode næmlig

en slægt af søskende og svogere, meget rige gårdmænd,

nu kalder man dem vel proprietæ rer, skønt de den gang

ikke „vilde være af det skidt, der siger „jej“ til sig selv“ ;

og de var ikke blot retsindige men fromme mænd tillige.

Jeg skal nævne Johan Bertelsen, siden svigerfader til

den bekændte folketingsmand Berg, og Holger Buhi, Jens

Henriksen. De sluttede sig straks til mig og blev mig

til stor hjælp, som enhver, der kænder noget til en

bondemenighed, let vil forstå.

Hvorledes skulde jeg nu bædst f o r k y n d e o r d e t

for folket, både evangeliets milde og bodens strenge,

• rævsende, vækkende ord? Ti for begge var der brug

nok. Det blev mig stadigt genstand for overvejelser,

som man vil se af en af mine afhandlinger i Kierke-

gaards tidsskrift for nordisk teologi 3dje bind. Til den

ende studerede jeg, næst bibelen, Luther, Grundtvig og

Harms, især Krysostomus, den hellige Bernhard og Abra

ham af St. Klara. Det gjaldt først og sidst om at leve

i troen som de og tale ud af livet, men også om a t få

øre for den f o l k e t o n e , de så mesterligt har grebet.