392 / 657
2
Nærmest for mig lå en praktisk livsgærning, at
virke kristeligt og folkeligt på en bondemenighed. Over
gangen fra Københavns-livet var noget brat, jeg ha r
im idlertid gærne ikke svært ved a t sætte mig ind i nye
forhold.
Min hovedkirke i S t a r u p ligger om trent midtvejs
på højsletten mellem Kolding og Vejle, en god fjærding-
vej til vest for landevejen, i en vel dyrket, skovrig egn;
hen ad Nebel, den anden kirkeby, bliver egnen skarpere,
med lyng, hedebakker og dybe dale. S tarup kirke stå r
enlig på en lille højde, tilforn måske en blothøj, et
stykke fra præ stegården, og den er en gammel kirke
med tårn, for største delen opført af huggen kamp, i
rundbuestil og med bjælkeloft; ombygninger og tilbyg
ninger har dog ændret meget. Sagnet tillægger den en
høj ælde og påviste den gang stensatte stier over engene,
ad hvilke folk fra Egtved, Høyen, Vinf, Nebel alle søgte
til sin sognekirke i Starup.
Uden på og i våbenhuset er den prydet med billed
værk, rå t hugget ud af den hårde kamp: hvilende løver,
en vandrende løve med en menneskefigur, et løvehoved,
en mand, måske St. Jørgen, der stikker sit spyd i en
lindorm, to nøgne, skæggede mænd over indgangsdøren i
knælende stilling, et kors, en hestesko. Døbefonten er
ældgammel og ligeledes af gråsten , med usædvanligt
smukke slangeslyngninger, og på foden en afbildning af
Kristus-lammet.
I kirkegulvet findes adskillige ligstene, bland t andre
en over en adelig frue, Anna Flemming, Jørgen Skov
gårds hustru. Loftet fræmviser bibelsprog og gudelige
vers, f. ek s.:
F rygt Gud altid,
vær trøstig, glad og blid,
kom døden i hu,
tænk et af to ;
i himmerige er glæde og ro!