387 / 657
375
menneske, et Guds menneske, der udvikler og- bruger
disse ævner ham til ære; først da blive de os selv og
andre til sand velsignelse. Det ringede for mit øre: alt,
bvad I gøre, gører det som for Herren! Jeg havde fået
øje for livets store modsætninger: virksomhed udad til
og den stille vækst, jeget, djer skal hævde sig, og jeget,
der skal hengive sig; og jeg arbejdede på løsningen af
den gåde, vi her nede aldrig blive færdige med. Men
dens løsning, sige de gamle Mystikere, er kæ rligheden;
„i det vi elske, i det forvandles vi“.
Uklarhed var der im idlertid endnu om hvad Gud
egenlig vilde med mig. Og jeg m åtte råbe til ham som
David: Herre, lær mig at kænde mine lønlige brøst!
Der var så meget tilbage i h jæ rtet af det, som hører
verden til. Det gik også gennem bitre skuffelser, her
skal jeg kun pege på en af de bitreste. Jeg elskede
manddommen og friheden, og jeg elskede Norden, dog
ikké med den rene kæ rlighed, der løb meget med af et
sind, som holder kød for sin arm ; og det dulgte jeg for
mig selv. Da stormede ulykkerne løs over det, jeg
elskede, den kraft, jeg havde stolet på, viste sig som et
knækket rø r; m it hjæ rte m åtte bløde og bløder endnu.
Men jeg tro r på ham, der kan læge alle sår.
Da jeg om sommeren 1839 forlod København, var
jeg glad og frejdig og fuld af mod. Jeg havde oplevet
et sto rt omslag i tiden og så det i fræmgang, som jeg
vilde indvie mit liv til, troens ånd, Nordens ånd vågnede
trin d t omkring; og n år jeg til segl valgte Thorvaldsens
„dagen“, med indskrift: „det dages a tte r “, da var dette
ingen tilfældighed. Jeg var soldat i en lille, men slu ttet
hær af frivillige, som rykkede fræmad, og jeg tvivlede
ikke på sejren.
I Jylland vilde jeg være fjærnet fra den kreds i
København, hvori jeg havde levet, det vilde vel og gå
lid t trang t med et historisk studium uden adgang til
biblioteker. Til gengæld håbede jeg im idlertid at kunne