386 / 657
374
fortalt lidt bredt, det vil man dog måske tilgive; ti hvor
det gælder om en ung sjæl, har selv det mindste sin
store vigtighed. For mig havde tiden været rig, om end
de forhold, hvorunder jeg levede, ingenlunde var store,
og den kreds, jeg sluttede mig til, kun gjaldt lidet i
verdens øjne. At der går en enhed, en livsenhed igen
nem min ungdom, derom nærede jeg ingen tvivl.
Jeg havde øje for foreningen af det kristelige og
nordisk folkelige, kændte til et samvittighedsliv, kan
heller ikke kalde mig lad ; jeg arbejdede virkelig på ud-
prægningen af det oprindelige, Gud havde nedlagt i min
natur, som i hvert menneskes. Men flid var mig nød
vendighed, jeg m åtte arbejde, hvis jeg ikke vilde kede
mig ihjæl, som jeg måtte gøre min pligt, hvis jeg vilde
have fred. Og ved siden deraf, hvor syndefuld var jeg
ikke, hvor tit greb jeg ikke fejl og faldt i fristelsen,
hvilket hensyn tog jeg ikke til hvad mennesker roste
eller lastede, hvilken svaghed i viljen, hvilke stolte
tanker om mig selv! At endog den åndrigstes ævner
h ar snævre grænser, ud over hvilke han aldrig når, til
stod jeg. Dog trods denne alle dødeliges fælles lod,
regnede min selvgodhed alligevel længe med store tal.
Hvad vilde der blevet af mig, hvis ikke han havde
ført mig, „hvis vej er i dybet, og hvis gang er i de
store vande?“ Hans fjed i de gode som de onde dage
kan kun troen skimte, og i den bøjer jeg mig ydmygt, i
den tør jeg se mit liv som en livsførelse med plan og
mål.
Selv den ringeste sjæl har et uendeligt værd
for Gud.
Mit syn på verden var nu i færd med at afrunde
sig, det, der end var dunkelt i det, skulde efterhånden
klares. Det havde gået med mig efter „gentagelsernes“
regel ligesom med slyngelinjen, der dybere og dybere
særdcer sig ned mod sit m idtpunkt. Jeg var omsider
kommen til følelse af, hvor det fræmfor alt ikke gjaldt
om åndsævnernes udvikling, men a t blive et sandt