HammerichEtLevnetsløb

369

Og fossen sprang, og granen sang,

mens ned han hende bar,

did ned, hvor vikingsnækken lå

i favn af bølgen klar.

Sødt svulmende mod bord og bov

alt fra det natblå sund,

med elskovstriller bølgens slag

indvied elskovs stund.

Og Nordens svane dukked op,

hun svæved stille hen,

genstrålt af bølgens blanke spejl,

og sang og svandt igen.

Så godt som enhver, bos hvem noget dybere rører

sig, bar stemningsfulde, digterske øjeblikke. Mig gik det

nu som så mangen anden historiker, f. eks. N. M. Petersen

hos os: jeg hengav mig til dem og væntede noget af dem,

min indbildningskraft var stærk, men jeg svævede i uklar

hed om dens rækkevidde. Derfor bar jeg også endnu

i nogle år m åttet prøve min pen på digterske æmner og

famle mig fræm. Men digtningen slog mere og mere

over i det historiske, indtil jeg omsider fik fuld klar

hed om, hvor jeg hørte hen.

Historien med al sin virkelighed, kun historien

fyldte mig helt; til den er jeg født og til den opdragen,

med eller uden min vilje, gennem hele livet, også det

senere. Ikke mange stuemennesker har oplevet og er

faret så meget som jeg , på jævnlige rejser til lands og

v an d s, til felts og til orlogs, snart mellem bønder og

fiskere, snart mellem stadboere eller krigsmænd, snart

mellem studen ter og præster, og på rigsdagen mellem

statsmæ nd; selv til hove kom jeg. Således har jeg gennem

levet år i Nordens historie, som aldrig vil glæmmes, og