383 / 657
371
vendigheden af at indskrænke hæren og talte vidt og
bredt derom. „Ja,“ indvendte hans modstander, „det er
meget godt i fredstid, men når nu fjenden kommer?“
„Kænder du da ikke,“ lød svaret, „hans majestæts
mindeværdige ord: så drage vi til armeen i Holsten?“
Dette kunde ikke tåles, og jeg måtte indskrænke tale
friheden og holde politiken ude. Så vidt jeg husker,
m åtte jeg endog omsider helt høre op med de mundlige
øvelser; jeg havde vovet mig for vidt ud, da jeg ind
førte dem.
Fader trængte imidlertid stærkt på, jeg skulde dog
igen gøre alvor af det og tænke på et kald; „det var
dog min opgave i
livet,“ sagdehan. Mine øjne be
gyndte at oplades for den betydning, en åndrig te o lo g i
har, omgangen med dr. Kierkegaard bar sin frugt. Han
tænkte så småt på udgivelsen af et teologisk tidsskrift,
hvor jeg måske kunde blive medarbejder. Jeg lod mig
da overtale af fader og indgav ansøgning om et kald.
Men næppe var det sket, inden jeg, ligesom tidligere,
kom i stæ rk u r o ; tanken om tilstanden i min egen sjæl,
i menighederne, og præstens stilling ved nadverbordet
pinede mig, jeg kunde ikke få magt over den. Så blev
ansøgningen tagen tilbage; man må da ikke undre sig
derover, dr. Kierkegaard har det gået ligedan. Fader
var bedrøvet, jeg kunde des værre ikke hjælpe ham.
En plan gik mig ved den tid gennem hovedet. Jeg
vilde tage over til L u n d , dér kostede det den gang kun
det halve at leve mod i København, jeg kunde vel,
tænkte jeg , slå mig igennem med mine rentepenge.
Sverige og det svenske folk tiltalte mig i mange måder,
og jeg udmalede mig, hvorledes jeg da kunde leve som
historiker efter min lyst og holde forelæsninger. Videre
end til disse udmalinger kom jeg alligevel ikke; jeg var
vist nok langt fra ikke modnet endnu til et sådant
liv, så det vilde ikke bragt mig andet end bitie
skuffelser.