378 / 657
366
En skygge fræm af kløftens dyb,
af midnatsskoven for
og slængte langs den trange dal
sig hen, så kæmpestor.
Med siden hat, i kofte svøbt,
med sværdet ved sin fod,
h ist ved hint mosomhængte fjæld
en gammel kæmpe stod.
„Hvo est dog du, som kom så sent,
du nattens sære gæ st?“ —
„En gammel kynding, H jortvards søn,
indvier din bryllupsfest.
I dunklen højfjæld gik min vej,
hvor ørnens unge lå,
og kun det m atte nordlysskær
min tavse vandring så.
Med sange kom jeg og med sagn,
de bo i gubbens bryst,
det slumrende, halvglæmte kvad
får liv udi hans røst.
Han så den nattegam le Helg’,
indviet i Odins bad,
mens legende med hans gule lok
den fagre moder sad.
Han så, så dybt i skoven ind
og hørte fuglens røst
og hørte hendes vingers slag,
de varsled kæmpedyst.