HammerichEtLevnetsløb

363

dog båret Dem ad med a t opdrage to sønner, der ellers

er så forskellige fra Dem?“

I min pult lå en mængde mindre d i g t e og flere

større: et digt om Nordens folk og natur, kaldet „syner

om Norden“, episke digte, Isak og Rebekka; fræmdeles

Sulioterne, anden april og H e lg e H j o r t v a r d s ø n , som

alle tre udkom 2 år efter. I det sidstnævnte har jeg

til Helges karak tér med bevidsthed lånt træk fra mit

eget liv. Så vidt jeg kan skønne, er i Svava Valkyrjen

op fattet på en ny måde, i hende gives billedet af en

sjæl, hvori jordisk elskov og Valkals længsler kæmpe

med hinanden. Må jeg til oplysning her aftrykke et af

digtene i Helge; det blev i sin tid fræmhævet af resen-

senten i „Dagen“, den sprogkyndige Levin.

H e l g e s in d v ie ls e .

Og kærligt i den dunkle skov

til Alfers bryllupssang,

mens rank som Dovres gran hun stod,

Valkyrjens stemme klang.

„Sært styre de ved Urdes væld,

den høje Norne-rad,

men hvem de søstre sammenbandt,

dem skiller ingen ad.

Så sværg ved Nordhavsbølgen hist,

som bianken kobberbolt

i Helges kampindvi’de stævn

omblinker k lart og stolt;

ved Odins ravneflok på val,

som gynger ådselfro:

sværg dyrt, at værge Svavas sværd,

a t holde Svavas tro !“