379 / 657
367
Han så på svalen fjæld ved strand,
alt under månens sal,
så trende, sært tilslørte møer,
de spandt til hanegal.
Og tråder, skinnende som guld,
rand t fra den lette rok
og rulled over dal og fjæld
så tæ t og rigt i flok.
Og knytted over himlens hvalv
sig op mod syd og nord,
mens udi tak t med nattens vind
de søstre sang i kor:
„„Så vidt vor guldgarnskrans sig snor,
ung Helges vej sig sno,
med Odins sværd i heltedans,
for Odins gamle tro!
Og som de strålefagre lyn,
der fra hin kede gå,
det stråle fra hans heltefærd
på fjæld og bølge blå!““
Her tystned sangen, uklart flød
de sidste toner hen;
ve dig, skal bølgen med sin røst
genbruse dem igen!
Men husk hin sang, og vogt hin ed,
du heltesøn fra n o rd !
Sejrfader udi Valhals sal
ej glæmmer edens o r d !