382 / 657
derved fået, hvad Anders Vedel kræver af historikeren,
„også nogen erfaring udi denne verdens underlige løb.“
Men jeg kan ikke regne mig til d em , der modnes
tidligt. For øjeblikket havde jeg ikke nået længer end
til det andet trin i fosterdannelsen, som Sibbern skildrede
den.
I min barndom var helheden given i sin kim
under anelsens form. Så kom adskillelsens tid med tre,
tilsyneladende selvstændige m idtpunkter, om hvilke dan
nelserne under idelige forvandlinger samlede sig: det
digterske, det historiske, endelig og sidst det teologiske.
Sammenvoksningen derimod af det skilte til en organisk
helhed gik meget langsom t og var netop først begyndt,
tillige med driften til virksomhed udad til.
Man véd, jeg gav timer i v. W e s t e n s skole og hos
dr. K r a r u p , mine fag var historie og geografi og dansk.
Jeg søgte i det hele a t bringe mere liv og frihed ind i
undervisningen, fortalte meget, indførte fysisk geografi:
alt efter overenskomst med skolernes forstandere. I
v. Westens skole gik det efter ønske, dér var skoletugten
streng ; hos K rarup derimod, hvor den var mindre streng
og han ikke støttede læreren, blev den frihed, jeg gav,
ikke sjælden misbrugt.
Jeg læste dér historie og dansk i de øverste klasser,
og blandt eleverne var flinke mennesker, nuværende
rek to r Lefolii, pastor Mejnert, provst Hammershaimb,
etatsråd Caroc, den for tid lig t bo rtkald te politiker og
digter Schack og andre, i dansk tillod jeg dem af og
til hver selv at vælge sin opgave, og jeg mærkede, hvor
langt hædre de skrev end i mine skoledage, en følge af
literatu ren s opsving; også lod jeg dem holde mundlige
øvelser, holde ta le r, disputere med hinanden. Her så
jeg da det politiske røre gå igen hos drengene, som det
i mine unge dage var tilfældet med det teologiske; kun
var her så godt som alle frihedsmænd.
De vilde naturligvis gærne gøre sig vittige og kunde
have re t gode indfald. En vilde således hævde nød-
370