384 / 657
372
Jeg måtte .på ny ind i kampe, hårde kampe, indtil
jeg fik mig kæmpet igennem til fred og frejdighed i
sindet. Nu tu rde jeg søge kald, og jo mere jeg søgte,
des frejdigere blev jeg, Julie glædede sig med mig; nogle
gange prædikede jeg i København.
Fader gjorde hvad han kunde hos Ørsted og Ste-
mann, selv mødte jeg oppe hos den sidst nævnte, meget
formående m inister; han var nedladende, venlig på sin
vis og ønskede mig, „at jeg snart m åtte få et pænt lille
hjul om halsen“. Forholdene nu ved Krarups skole
gjorde mig dette dobbelt ønskeligt; i længden kunde vi
to ikke gå med hinanden, der kom misstemning på begge
sider, det blev mig formelig pinligt, og han og jeg
skiltes ad.
Da blev jeg i april 1839 kaldet til s o g n e p r æ s t i
S t a r u p og N e b e l, to mile nord for Kolding. Fader
var sjæleglad, Julie med, og jeg delte deres glæde, land
livet, virksomheden der ovre havde meget, der lokkede
mig. De dele af præstegærningen, som mindre tiltalte,
var i alt fald en god øvelse i tålmod og troskab i
det små.
Kun én ting voldte mig endnu urolige tim er, de
e d e r , der skulde aflægges, inden æmhedet blev tiltrå d t;
de lød hélt anderledes end løfterne nu om stunder.
Kongeeden bandt os i stærke udtryk til kongens ab-
solutum dominium. Den var påbudt i en tid, da man
trode på enevældens evighed som på kirkens evighed;
og for mig stod enevælden som værk af en vis tids
historiske bevidsthed, der derfor m åtte kunne omdannes
i en mere frisindet tid, som den nu var i sin vorden.
Hos mine venner kunde jeg her ikke hente råd, da de
tænkte hélt anderledes om den sag. Også præsteeden
lagde tunge byrder på samvittighederne, navnligt ved
sine udtryk om modstand mod vranglærere og om den
daglige gudelige læsning, der krævedes.