388 / 657
376
virke cler ovre personligt til vækkelse af kristelig t og
nordisk liv; personlig virksomhed skattede jeg liøjt. Det
gennem talte jeg da med min ven den „ebræiske Muller“,
den gang jeg blev præsteviet i R ibe, hvor han nu
var præst.
Den Herre, jeg trode på, vilde så nok, tænkte jeg,
styre a lt det øvrige til det hædste, give mig fuld k la r
hed over mit livs m ål, rense og styrke mig og sæ tte
mig over mere, hvis jeg fandtes tro over det mindre.
Jung Stillings farfader, en gammel kulsvier, har ta lt et
dybt og dejligt ord. „Når jeg gør en økse, så vil jeg
hugge med den, og det, hvortil vor Herre skabte et
menneske, vil han og vide a t bruge ham til! “
Man kan ofte høre en sige: ja, mine ævner, de var
nu ikke store, men ét véd jeg, på den gode vilje fejlede
det i det mindste ik k e ! E r en sådan tale da re t?
Ævnerne er komne som en gave fra oven, og dem tør
vi nok rose, skønt ikke rose os af. Viljen derimod er
vor egen, hvis ellers noget kan kaldes så, og hvo der
roser sig af den, roser sit eget. Lad mig derfor heller
vende sætningen om! Herren, vil jeg sige, har nedlagt
ævner i min sjæl, oprindelige og gode ævner; og hvad
kunde jeg med dem ikke have virket, hvis det ikke alt
for ofte havde brøstet på god vilje? Min trøst er ene
og alene den gamle kulsviers ord.