Fra en landsbypræstegård.
(1839—18420
De, der selv skrive sit levnet, fortælle tit også oin
de modnere år med megen udførlighed, og deri tror jeg
ikke de gør ret. Ungdojnslivet har altid noget, ja lad
mig kalde det dramatisk ved sig, som den følgende tid
fattes; ti det har spændingerne og de indre kampe, inden
et menneske har nået til klarhed over sit kald. Det,
han som mand kan komme til at virke i verden, er der
imod som oftest ikke andet end ydre udfoldning af hvad
, der alt bode i den unge.
Hvis han i sit senere liv har oplevet noget ual
mindeligt eller måske er ført. ind i nye åndskampe, tør
han fortælle med udførlighed uden at træ tte ; men også
kun da. Selv den, der har spillet en fræmragende rolle
i literaturen, gør ikke altid vel niod. sig selv, når han
er a lt for rundelig i-sine meddelelser:- eksempler herpå
ligge nær nok. Med dette stadigt for øje, vil jeg nu
fortælle videre om mit liv. É t er dog at ville, et andet
a t udrette, og det kunde godt ske, jeg alligevel bliver
for bred i fortællingen.
„
1