395 / 657
sagte ham, lav han var her! Derfor kan præsten gærne
være god nok for sig, det nægter a it, og de siger jo,
te han er en grov
lærd mand. Mennu skal en knap
(straks) prøve det, for dér kommer han, er a it fejl!
Hør, ryk sig en kænde, Lisbet og stumpet Else! Nå, for
satan, hører I? Yi kan jo it se noget for jer! Jo, dér
kommer han, min sæl, agendes nede fra præstegården,
med provsten, og hun fruen er med og fåren også.“
Sådanne og lignende ord faldt der på kirkegården,
godt og vel, at jeg først siden fik det at vide, det havde
slået koldt vand i blodet. Alt den tone, hvori provsten
holdt sin indledningstale om „religj onslærerens pligter i
Herrens tempel“ havde nedstemt mig. Des mere søgte
jeg til den, fra hvem styrke kommer. Fader hørte på
min indtrædelsesprædiken med en blanding af ængstelse
og glæde, så sig imidlertid af og til om for at opdage,
hvad indtryk den gjorde, og da vi fulgtes ud af kirken,
var han meget glad.
Man må sætte sig ind i den åndelige tilstand den
gang, som var så forskellig fra den nu om stunder.
Der fandtes ikke få v a k t e kristne spredte om i sognene
til nord og syd for Starup, og deres vækkelse hang dels
sammen med Kristjansfelt og dels med den fynske
pietisme. Men største parten af bønderne var dog som
folk er flest.
Egnens præster var brave, skikkelige mænd, der
røgtede deres gærning, som den lader sig røgte, når
man er stærkt påvirket af rationalismen. Enkelte havde
vist nok øje for en dybere opfattelse af kristendommen,
og blandt dem skal jeg nævne gamle Boesen, Ulrik
Boesens fader og min onkels broder. Heller ikke disse
havde imidlertid greb på at få folket med og var ængste
lige ved det åndelige røre, der under Kristjan den 8de
fik mere frihed og slap for de daglige forfølgelser af
præst og herredsfoged.