398 / 657
og tillige, hvor hindrende en sådan trængsel ved a ltaret
tråd te i vejen for præstens øvrige gærning; til sidst op
gav jeg degnen et vist tal på altargæster, nd over hvilket
han kun i nødsfald m åtte tegne dem. Og det havde
sine følger, altargangen blev mere jævnt spredt hen over
årets søndage.
S k r i f t e m å l holdt jeg lørdag eftermiddag, og inden
jeg tilsagde de skriftende syndsforladelsen, tilspurgte jeg
dem først, om de forsagede og trode efter dåbspagten.
Dem, som levede i åbenbare synder, lod jeg kalde og
forestillede dem, hvor uværdige de var til Herrens bord.
Når jeg da, efter at dette var blevet vitterligt i sognene,
skikkede bud efter et sådant menneske, foretrak han
gærne at blive borte fra altret. Det hele var noget
usædvanligt, som skulde bryde gennem gamle vaner og
virke vækkende; a t det hos adskillige vilde ægge til
modstand, derpå var jeg beredt, man vilde få noget a t
snakke om „hos købmandens i Kolding“. God ting, ond
ting, godt rygte og ondt rygte følges gærne ad, det
gjorde de også her.
S k o l e t v a n g e n var mig imod, og jeg læmpede så
meget som muligt ved den og de idømte bøder for ude
blivelse fra skole; først langt senere i m it liv har jeg
indset, a t den dog ikke lader sig fuldstændigt afskaffe.
Og hvor gærne vilde jeg ikke indbringe mere frihed og
liv i børneundervisningen! Kun strandede det alt for
ofte på uvilje hos lærere, der var af den gamle stok og
mente, skolen vilde gå til grunde, hvis barnet ikke læ rte
sin lektie udenad ord til andet. Nu står det hélt ander
ledes til i landet, adskillige steder måske vel meget til
den frie side.
Med k a t e k i s a t i o n e n i kirken havde det gået
noget småt, og den lagde jeg derfor des mere vind på;
den svenske Schartaus mønster svævede for mig, han
forstod også at drage den ældre del af menigheden med
ind i de gudelige sam taler. Jeg prøvede nu på d et