HammerichEtLevnetsløb

samme, kunde imidlertid ikke trænge igennem og måtte

slå mig til ro, når de ældre mærkede, at katekisation

var en del af gudstjænesten, som i alt fald også gjorde

krav på deres nærværelse. Kirkegulvet, som før havde

været halft tomt, fik jeg fyldt med sognenes ungdom,

skønt jeg nu tvivler på, om jeg dertil brugte de rette

midler. Jeg oplæste næmlig loven, der er streng og 'p å

lægger mange flere end de nylig konfirmerede at give

møde. Således gjorde min ven Wieselgren ovre i Skåne,

da jeg var i hans kirke, og det havde jeg ikke glæmt.

Især gennem k o n f irm a t io n e n træder en præst-i

forhold til den opvoksende slægt, derfor må- den blive

ham så vigtig. Jeg foretog straks en ændring ved dens

ydre form, idet jeg ordnede børnene på konfirmations

dagen efter alder, ikke, som skik og brug var, efter eget

godtykke. I førstningen blev adskillige velhavende gård-

mænd vrede, når deres børn fik plads efter husmands

barnet. De lod mig det også mærke; så vidt gik imid

lertid deres vrede ikke som slagterens på Vesterbro,

der, da præsten havde stillet hans datter efter spek-

høkerens, råb te: „herr pastor, vil De da jage mig bort

fra broen?“

Forberedelsen til konfirmation søgte jeg at gøre så

tiltalende som muligt. Til ledetråd tog jeg dåbspagten,

de 10 bud, fadervor og indstiftelsesordene ved dåben og

nadveren. Vi sang salmer med hinanden, jeg fortalte

dem meget og var langt fra at falde dem til byrde med

Balles lærebog; kun bibelsprogene holdt jeg på. Men

hvor lønnende var så ikke den gærning, især blandt

pigebørnene! „Nej kors, hvor de dog har rede på der’

kristendom !“ sagde man, når de blev overhørte. Og

der var noget, som endnu var bædre end det: adskillige

af de unge blev grebne af troen og har holdt ud gennem

modgang og medgang, navnligt sluttede et par nette,

livlige s m å p i g e r sig straks til mig.