402 / 657
12
„Å, hvor det har lettet for m it arme hjæ rte! Og må jeg
så ikke, kære frue, beholde det, jeg tog fra Dem? Det
er mig et stadigt minde både om Dem og min synd.“
Jeg må tilføje, a t vi ikke en gang havde savnet det.
Præstelige h u s b e s ø g omkring i menigheden høre
til mangen præ sts kæreste gærning, med mig var det
dog ikke tilfældet, den egenlige sjælerøgt duer jeg kun
lidt til. Mit medfødte, indesluttede væsen gør mig det
ikke let at omgås og komme i tale med mennesker, falde
med døren ind i huset og føre gudelige ord i munden
til alle tider, kan jeg ikke: det er nu m it kors. Pligten
bød im idlertid, og efter ævne stræbte jeg at affinde mig
med den nogenlunde; når min kone imellem kunde følge
med ud, gik det straks hædre, hun var virkelig min
„medhjælp“.
Også de f a t t i g e så jeg da ind til. Jeg savner ikke
følelse for dem, skønt jeg ofte har truffet mig i at give
almisse mindre af et godt hjærte, end fordi jeg vilde
fri mig for det overhæng, ja selv fordi jeg vilde have
skin af godgørenhed. Således er vi mennesker, når vi
re t vil ransage os, synd alle vegne! E llers havde de
jydske fattige, i det mindste den gang, det ikke meget
ondt, og det skulde være en hård bonde, der nægtede
dem en krukke mælk eller et par håndfulde gryn, når
de bankede på hos ham.
Om søndagen holdt jeg b i b e l l æ s n i n g efter tjæ-
nesten; nu til dags er det en meget almindelig sag, men
den gang og i den egn var det et helt særsyn og mange
til forargelse. De onde rygter kom nu først re t i gang,
jeg prædikede, hed det, ikke om andet end djævelen:
„tag je r i vare,“ skulde jeg have sagt, „se der henne i
krogen, dér står han ; ser I ham ikke?“ Man drillede
og pegede fingre ad dem, „der gik til læsning“. En for
soren knegt, en snedkersvend, søgte endog at få andre
med til ulyd og optøjer, det lykkedes im idlertid ikke, og