403 / 657
13
ko rt efter døde han en b rat død som følge af sine ud
svævelser.
At gå til bibellæsning, hørte der altså mod til. Og
alligevel savnede jeg aldrig tilhørere; nogle kom af
trang, andre lokkede det nye ved den sag og det gode
efterdømme, de fik af fræmstående gårdmænd. „Te
Jebannes’“ (Johan Bertelsen) gik de gærne hen. Men
der var altid dem, jeg havde væntet det af, som ikke
tu rde komme, og der var dem, jeg mindst havde væntet
det af, som kom; blandt andre S t a r u p - s m e d , Johan
Meyer, han, som havde bandet på, „jeg ikke skulde gøre
ham høile“.
Jeg havde, da jeg gik rundt i menigheden, også
været inde hos ham. Jeg tra f ham stå i sin smedje,
sværtet i hele fjæset, med sin korte kridtpibe i munden
og den alenlange, rødblå hue på, han havde arvet efter
faderen, der var prøjsisk underoffisér. Han var ind
ladende og talte godt og forstandigt for sig, mere end
almindeligt, navnligt glædede det ham at glimre med
sin kundskab til biblen. Siden havde vi sets af og til,
han havde også været i præstegården, at gøre et eller
andet ved, men så hed det gærne1: „dér er den skrække
lige smed!“ I det ry stod han.
Hvad han nu egenlig kom for til bibellæsning var
vel nærmest nysgærrighed, måske en hemmelig dragelse;
„lyde på ’e t“, tænkte haD, „koster da ingen pæng’!“
Der faldt imidlertid ord, som jeg kunde mærke slog ham,
næste søndag indfandt han sig igen. og så fræmdeles.
Han spurgte, fik svar derpå, og snart tvivlede jeg ikke
om, det jo blev alvor med ham.
En dag kom han til mig og sagde: „må a tale med
Dem i enrum, sådan af hjærtens grund, herr magister,
for der er noget inde, som klemmer hårdt! Vi har nu
haft mange præster, og der var en af dem, som var en
strenge mand, men det skulde nu it være, te a fik ret
tro til nogen af dem. Så stod den ene, han hed, ja,