HammerichEtLevnetsløb

T it kom den ene eller anden af sognet ned til

præstegården med en gave, en hare, en gås, et stykke

smør eller en ost; det var god gammel skik på den egn,

bland t andet, når man havde børn, „som gik til læsning

hos præ sten“. I regelen var det „vor mor“, der bragte

gaven, hun blev da bud t ind i stuen og fik en „skål

kaffe“ og en lille „ p rå t“ med fruen. I førstningen kunde

hun være, meget undselig og sidde og pille og glatte ved

sit forklæde, til det stød gik over, Julie kunde ypperligt

indlade sig med dem, snakke om deres linned og drag

kister, og hun satte gårdmands- og husmandskoner uden

forskel i sofaen og sig selv på en stol. „Nej, det var

dog alt for stor ære, fruen gjorde af os“, hed det.

De om talte pigebørn havde ingen moder mere, var

også komne af småfolk, som ikke havde sto rt til bædste,

men efter ævne vilde de dog følge skik. Så kom de

med hyben, så med ty ttebæ r, pænt lagte ned i en kurv

med hvidt klæde over; de tog skoene af og satte dem

udenfor, bankede på døren, gjorde et kniks, spurgte efter

fruen og bragte sit lille offer. Snart havde de sin gang

nede hos os, og Julie fik dem kær, tog sig af dem, læ rte

dem kvindelige færdigheder, fortalte dem historier og

spillede og sang med dem.

Deres troskyldige væsen behagede os. De vimsede

om, ud og ind, hjalp til i huset, sang og kvidrede som

små fugle, jeg skrev dem et par børnesange om „lille

kong David“. Den ene havde en prægtig altstemme, og

den anden kunde sætte tone til de salmer, hun holdt af,

„det kom sådan af sig selv“, sagde hun. Og hørte man

dem snakke jydsk, mærkede man, der også kunde være

skønhed og klang i det mål. Jeg ser dem endnu sidde

og sladre og synge, nå r noget skulde spindes i en hast,

eller når der var humleplukning og hele stuen fyldtes af

den krydrede duft.

Hvad der mest trak os til dem, var dog det dybeste,

den barnlige tro, hvormed de greb alt, de hørte om