397 / 657
7
Og i så henseende drev lysten værket, da jeg fra barns
ben elskede folket.
Disse tanker fulgte med, ugen igennem, og hvor jeg
færdedes, samlede jeg æmner ind, snart fra det, jeg
læste, ikke blot i gudelige skrifter, også i historiske og
i digterske, snart mellem mennesker, snart på vandringer
i den store, stille natur, ude ved en rask rindende skov
bæk, når solen sank, og bedeklokken lød i det fjærne.
Jeg kan sige med Bernhard: „træerne blev mine lære
mestre“, det er ellers noget, Peter Rørdam har sin
styrke i. Hvad jeg nedskrev af prædikenen den gang
som senere, var kun en række ordnede momenter, der
skulde danne grundlaget.
Det varede heller ikke længe, inden jeg følte mig
godt hjemme på min prædikestol og kunde tale fuldt ud
og frejdigt, til sidst selv uden sønderlig forberedelse, så
det blev en fristelse, jeg måtte kæmpe imod. Tit var
jeg vist nok meget langt fra at tilfredsstille mig selv,
des mere gjorde det godt, når en mand eller kone
alligevel kom og takkede for den prædiken. Bønder kan
gæmme utroligt længe på det, der falder ved dem. En
gammel mand i sognet kom atter og atter tilbage til en
prædiken, han havde hørt som pur ung knøs. „En god
husbonde, sagde præsten, sørger for både ager og eng
og skov og hus og k retu r, men endnu mere for sine
tjænestefolk og allermest for kone og børn. Sådan bærer
nu og vor Herre sig ad, sørger for alt, men mest for os
mennesker.“ Og nylig var en gårdmandskone der ovre
fra hos mig, hvis hukommelse for hvad jeg havde for
manet dem til, nåde lige så langt tilbage i tiden.
Det havde hidtil været skik eller uskik, at menig
heden to gange om året strømmede til Herrens bord og
kun ved de. tider holdtes a l t a r g a n g . Noget, der lignede
en vane, var mig nu slet ikke med, hver søndag burde
desuden jo altaret stå åbent, som gammel kristelig sæd
bød det. Det forestillede jeg menigheden mange gange,