HammerichEtLevnetsløb

nårenstid en it er klogere! Det er min tro ittige

manisteren, de kalder ham, men magisteren.“ „Å, det

kunde hænds, te a var it så fejl endda, det kommer

vel ud på é t ,“ lød svaret, „eller hvad er magister

for noget?“

Manden kunde ikke svare hende, og flere i klyngen

lagde sine hoveder i blød med, der var im idlertid heller

ingen anden, som vidste det. „Det var ittige manister,

det er vist nok! Så var ’et vel af det her slag som vor

doktor, eller sådan noget; men man kunde bædst lyde

det op hos fuldmægtigen i Kolding.“ „Hør nu, Jørgen

lille,“ råbte den ældre mand til en, som stod længere

borte og smålo; „du er it så skør i ’et, du, du skulde

da it vide, hvad vor nye præst er, ham, som de kalder

for magisteren?“ „Å jo, Ole, det kunde træffe til,“

sagde Jørgen. „Han er af de folk, som først har læst

til p ræ st og siden til prikkerater (prokurator). Det skal

være grov svært, men så kan de og både vise igen og

møj mere til.“

„Nej, ser en det,“ sagde Ole, „så har a hø rt det

med da! Men hvad var ’et så de fortalte nede til køb

mandens i Kolding, te han skulde være en af de høile

(hellige)? Det var it al det bædst, for så vil han nok

gøre os andre lige sådan, og så må vi hverken mere få

os et slag kort, eller en bitte dram over tørsten. Hvad

tykker du, Joh an?“ Det var byens smed, en kæmpe af

karl, med et klogt ansigt, men kændt som drukkenbolt

og den værste udhaler og Uglspejl på hele egnen.

Smeden vendte sin pibe og rystede asken ud. „Hvad

a tykker, Ole? A tykker, te du kunde to rre (passe) dig

selv. Så du, hvor den aske røg h en ? “ „Nej, gjorde a

it.“ „Ja, det var ilde det, for før du ser ’et, før ser du

ittige S tarup-smed bli’ hø lle;' Gru’ min salighed gør du

ej, nu bandte a på ’et! Alle I andre kan bli’ hølle,

men it a, det skal s’gu bli løgn, om vor nye præst så

var en møj strengere mand end herr L un d ; I husker da