HammerichEtLevnetsløb

A ltret er fra den romersk katolske tid, udskåret,

m alet og forgyldt arbejde med 3 figurer: jomfru Maria

med krone og Jesus-barnet, en biskop i fuld skrud med

sin bispestav, og en langskægget olding med en bog og

Kristus-lammet, som han peger på.

Min i n d s æ t t e l s e s d a g , den 7de juli 1839, havde

klynger af mennesker samlet sig på den træløse og ikke

sønderligt vel røgtede kirkegård. En af gravprydelserne

var et slags fastelavnsris, versene på de små kors priste

gærne den døde salig uden videre, og der fandtes en

køn blomstersamling fra evangelisk-kristelig salmebog.

Hos kvinderne mindede endnu adskilligt, som deres

hovedtøj, de sorte uldstrømper, om folkedragten, mændene

derimod gik gærne i de grimme, lange, blå frakker, som

gjorde hænderne med blå. Piberne var tændte, „pråten“

i god gang, og genstand for den var naturligvis den nye

p ræ s t; man har siden fortalt mig en del om de ytringer,

som dér faldt.

„Hans får,“ sagde en af de større bønder med et

polisk ansigt, „ja han sidder nok over en jævning it i

bagstand, kan a tro ; han skal ha’ så møj mange pæng’.

Så er vor præst da heller it en tigger, og det kan

hænd’s, kan ’et, te han gør ’et ud med enken og vi

snart får en pæn ny præstegård.“ „Er fåren it med

her ovre?“ spurgte en. „Ja, hvor véd a det?“ „Talte

I it derom, lav I var hos den nye præ st?“

„Hvoraf

véd du, te a var hos den nye præ st?“ „Det har den

fortalt, som vidst’ ’et.“ „Ito (et udråb), så vidste han

og det re tte !“

Folk lo ad det ægte jydske ordskifte, og den poliske

vedblev. „Og vor præst han kan da også mer end sit

fadervor, siger de, en granner en skal han være; hvad

er ’et nu, de kalder ham for, det er sådant et sært

navn?“ „Manisteren,“ sagde en kone af flokken. „Nej,

du er hélt. fejl, stumpet E lse,“ svarede en ældre mand

ved siden ad hende, „en skulde it være så fræmtalen,