HammerichEtLevnetsløb

det kan nu være det samme, hvad han hed, men når

han stod for a lta re t og vi skulde ofre, skelede han til

mig; han tykte vel, te a ofred for lidt. En anden var

aldrig gladere, end når han sad ved en lille whist. A

vilde tit tale til dem om så meget, om alt det, der

trykked mig. Ud slap ’et dog aldrig, og det var der it

noget at gøre ved; a blev den, a var. A kunde som tid

tage og læse i en prædikensbog, men skidt var ’et og

skidt blev ’et.

Endelig kom De, og a har h ø rt mange gode ord af

Dem. Kan De huske, da De udlagde evangeliet om

hende, der kom til Herren og bare vilde røre ved hans

klædebon, så blev hendes da tter nok karsk. A tænkte

ved mig selv, ja var ’et nu sådan, at den mand gik lys

levende om igen, så vilde Starup-smed bare bede om at

tu rde røre ved det yderste af hans klæder! De véd

ittig e, hvordan a har levet! Kunde a gøre det godt,

som a h a r gjort ondt, solgte a gærne min sidste sk jo rte !

Hu, det mylrer med ondt inde i m it hoved, og a duer

it til andet end a t skydes for panden! T ro r De, der er

forladelse for så grov en synder, h e rr m agister? Vil De

høre på mit skriftemål? A må tale ren t ud , det linder,

ja det lind er!“

Og han fortalte mig træk af et gudsforgåent liv.

Han kunde ikke leve uden flasken, havde sviret og

sværmet alle sine dage, altid været oplagt til slagsmål,

havde gjort falsk ed og lokket ikke mindre end 3 stakkels

piger. „For en knøv en var a ,“ sagde han, „men lige så

ond som dagen er lang; det var farligt a t holde til vens

med mig i en legstue. Den dans kunde række længer

end de lysted; piger og vin: det vidste a, Luther havde

sagt, og det blev m it valgsprog!“

Da den ene, som han virkelig „havde hu til“, døde,

blev han ude af sig selv, han fik en vild knægt, Brakker-

smed, med, og de gik ved nattetid hen på kirkegården.

Så vidt jeg kunde forstå, vilde han grave hende op og