385 / 657
373
Jeg dulgte mig ikke, hvor let det kunde komme til
sammenstød af en frisindet, kristen æmbedsmands og
borgers forskellige pligter. Men turde jeg af frygt her
for holde mig tilbage fra et kald, hvorhen dog hele min
åndelige udvikling syntes at pege? Turde jeg ikke langt
snarere håbe på en nådig styrelse, der vilde åbne mig
udveje og bære min svaghed gennem alle "vanskeligheder,
så byrderne ikke blev for svare? I dette håb fandt jeg
hvile og kunde „med frygt og bæven“ aflægge ederne,
„med frygt og bæven“ træde i min Herres tjæneste! Og
jeg er ble ven båren over vanskelighederne, om jeg end
mangen gang følte trykket og atter blev urolig.
Straks efter min kaldelse til Starup var det, G r u n d t
v ig på ny tråd te i statskirkens tjæneste, som præst ved
V a r to v . Han havde altid følt halvheden i en præsts
stilling, der ikke tør døbe, ikke tage til alters, ikke vie
eller konfirmere; det helligste fattedes i hans menighed.
Nu forestod desuden hans egne børns konfirmation, og
Vartovs præst havde en særstilling, som tiltalede ham
meget, han var jo halvvejs fripræst. Altså søgte Grundtvig
kaldet, da han først var sikker på, man vilde give
ham det.
Jeg var til stede i dette, for den danske kirke
vigtige øjeblik, da han indsattes i æmbedet; han havde
også budt mig til middag på indsættelsesdagen, og atter
her kunde jeg glæde mig over det venlige forhold mellem
ham og stiftsprovst Tryde. Således var den endnu altid
truende søndring i kirken undgået; det var et trøstefuldt
varsel, inedgivet mig til den gærning, der nu skulde
blive min.
Hermed er min ungdomskistorie færdig, levet har
jeg et ungdomsliv med alle dets håb og drømme, smelter
og længsler, og „hvad vi leve, det ere vi“. Jeg har