377 / 657
365
Og i ung Helges varme arm
den kolde spydsod stod
og risted sine runer hen
udi det røde blod.
Han ænsed in tet; i hans favn
som krampeknuget lå
Valkyrjen, så der sprudle blod,
og stirred vildt derpå.
Og hvilede sit hoved mat
imod hans heltearm,
mens tusind kys han trykked på
ung Svavas bankende barm.
Da for hun op, for hastigt op
som af en slummer vild
og suged hans blod, mens ned det randt,
så yndig, tåremild.
„S tæ rkt gløder Odins runetegn
og bløder i din arm ;
ak, vredes ikke, herre min,
og gør mig ingen h a rm !“
Da lyt! i nåleskoven dér,
m idt i den stille nat,
det rasled i busk, det knaged i gren,
og fodtrin klunge brat.
De lød så langsomt, tungt og fast,
lig gammel kæmpes trin,
hvis fyrighed er dampet bort,
men ej hans heltesind.