372 / 657
360
billedet af cien i en stil, som jeg nu finder lid t for høj,
for ungdommeligt yppig, ikke afk laret nok, men som
var min egen, groet på egen grund. I min natu r ligger
det at leve et historisk liv med min tid og mit folk,
dette har altid, været mig en kilde både til megen glæde
og til mange bitre sorger.
Og som jeg lever sammen
med nu tiden, må jeg også, når jeg fordyber mig i for
tiden , gøre mig samtidig med den og, så vidt det er
muligt, dele mit liv med den. Først leve, så skildre,
hvad vi ha r levet.
P å en lignende måde har Thierryerne, Miclielet,
Mac-Aulay, P resco tt, Milman, Hase, Ranke gengivet
historien. Man h a r k ald t det poetisk historieskrivning
og det med re tte , da den bæres af en både poetisk og
historisk stemning; uden den har jeg sjælden kunnet
frembringe noget. Den gang kændte jeg dog in tet til
disse forfattere, hvis vigtigste værker til dels endnu ikke
var udgivne, så jeg tø r sige: hvad jeg gav, var mit eget.
Jeg havde fundet mig selv, min ejendommelige opgave
— hvert menneske ha r sin — , og a lt, jeg siden har
skrevet af historie, peger derhen tilbage som til sin
begyndelse. Men til fulde k la r var den mig dog ikke
endnu.
Disse arbejder kom i det re tte øjeblik og fandt en
modtagelse, som i høj grad overraskede mig, der levede
så fremmed for den store verden. Jeg havde gået i en
stadig spænding for deres skyld, imellem håb og frygt,
og nu blev de, uden at jeg havde gjort det m indste
dertil, omtalte med ros i dagblade og i fortsættelsen af
„Månedsskrift for L itte ra tu r“ ; dette tidsskrift var ligefræm
ødselt med sin ros. Breve med tak for „rejsem inderne“
indløb endog fra mænd, jeg slet ikke kændte til.
Gamle biskop Tage Miiller skrev: „med alderens
sne på min isse ønsker jeg Nordens forening lige så
varmt som De.“ Rudelbach, noget tilbøjelig til stærke
ord, takkede for „de mange glade, opløftende øjeblikke,“